Fantasyfestival i Esbjerg 2018

Fantasyfestival i Esbjerg 2018:

 

I sidste weekend d. 15.-16. september var jeg første gang til en bogmesse. Det var fantasyfestival i Esbjerg – og det var helt fantasytisk 😉

Jeg gør ikke ting halvt! Så den fik fuld skrue med planlægning til fantasyfestivalen og min egen stand. 

Flere måneder i forvejen bestemte jeg mig for at få lavet stofnet med mit hashtag #TrorDuPåMagi. Min veninde Majken fra Familiestreger tegnede Lineas halskæde med de to slanger, som kom til at udsmykke nettet smukt. Og med økologiske Fairtrade og GOTS certificerede muleposer fra ecoego.dk fik jeg endelig mine smukke net på en miljøvenlig måde. Jeg går ikke på kompromis med min miljøvenlige levevis! (Også selvom ting som stofnet bliver lidt dyre.)

Da næste del af historien om Forbandelsen over Laitana er forsinket, fandt jeg på at lave læseprøver på anden bog. Jeg valgte 1. og 7. kapitel ud. Disse læseprøver endte med at tage meget tid og bøvl. En printer, der drillede. En klipsmaskine, der krævede vold. En meget tung papirskærer. Manglende side tal … Ja, jeg kunne blive ved. En hel aftens arbejde i samarbejde med min mand gav til sidst pote, og læseprøverne var klar to dage før festivalen. 

Landkortet over Laitana, som er tegnet af Charlie Pedersen, fik en stor plads ved min stand. Hvem elsker ikke kort i bøger? Det gav anledning til gode snakke med både gamle og nye læsere. 

Bogmærker og postkort fik også plads ved standen. Bogmærkerne fik sig en lille opdatering, da jeg klippede dem til, så den grimme gule linje var væk. Det passede ikke så godt med teksten: “udkommer 24. november 2017”. Klipningen tog også kun ca 3 timer sammenlagt!

Et andet påfund var goodiebags … Jeg samlede bogmærker og forskelligt andet lækkert bognørdegear til poserne. Og slik … Økologiske slik. Fordi jeg er økonørd! I de dejlige goodiebags gemte jeg også en lille magisk sten, samt et hemmeligt brev. Jeg håber, ejerne af poserne blev glade for især den magiske sten og brevet 🙂

Med alt det på plads mangler jeg bare pynt og udsmykning til standen. Dug, elektriske stearinlys, guldtallerkener, stor plakat i ramme, bogkasse … Og chips! Husk chips til standen! Note til mig selv: næste gang vælg noget mindre fedtet end chips – fedtfingre og bøger er no-go! Saltstænger er bedre, fandt jeg ud af, da jeg besøgte Forlaget den Grønne Drages stand!

Fredag morgen kører jeg og hele familien afsted mod Esbjerg. Min mand glemmer bøgerne – ups! Og vi må pakke bilen om i sidste øjeblik. På vej afsted. Alt går godt. Vi ankommer til Esbjerg bibliotek kl 14. Det tager mig ca en halv time at stille standen op, mens min mand underholder de køretrætte børn. Derefter har vi hele fredagen til at slappe af på hotellet og finde aftensmad, inden det går løs dagen efter.

Lørdag formiddag ankommer jeg til min stand ca 09:58. Fantasyfestivalen åbner kl 10, og jeg er derfor overhovedet ikke sent på den – alle andre er bare tidligt på den!

Jeg er nervøs. Biblioteket er allerede fyldt med folk, jeg kender fra de sociale medier, men som jeg aldrig har mødt i virkeligheden. Angstprovokerende!

Den første jeg hilser på er forfatter Charlotte Fischer, der har skrevet de mega fede bøger Sjælevandrer (LÆS DEM!!!) Her falder jeg allerede lidt til ro. Det er jo helt almindelige mennesker, der gemmer sig bag bøger og instagramprofiler. Også forfatter Thomas Arnt, der har skrevet “Sådan bliver du en tjekket zombie” på forlaget Calibat, tager sig tid til at sige hej, inden vi for alvor går i gang – tak til jer!

Dagen forløber over alt forventning. Jeg sælger bøger. Jeg signere bøger. Jeg hilser på bloggere, som jeg har skrevet med på Instagram. Elisabeth og Signe, fra bookishdragondreams, og Alexandra, med profilen Boganmelderen, kommer forbi med deres anmeldereksemplarer til signering. Alle tre goodiebags bliver hurtigt sendt videre med nye læsere, og den ene bog efter den anden bliver solgt. 

Sidst på dagen lykkes det mig at hilse på forfatter Julie M. Day, der har skrevet Grænsen til Trafallas. (Har du ikke læst de bøger? Læs dem nu!) Senere var der tid til mere snak – dejligt og afslappende, menneskeagtigt … Tak Julie <3

Jeg fik også gjort mig to bogindkøb om lørdagen. Ellekongen af Signe Fahl, og Inkarnation af Pernille L. Stenby. Begge bøger er fra forlaget Ulven og Uglen, der udgiver fantasy til voksne – ja tak!

Var det den lørdag? Ja, det var det vist. Det kan tænkes, jeg har glemt noget. Muligvis. Det var en lang dag!

Søndag. Så er vi igang igen. Jeg starter dagen på biblioteket med en god snak med forfatter Karen Inge Nielsen, der netop har udgivet Djævlepassagen hos Forlaget Dreamlitt. (Den skal jeg også læse engang – så mange bøger, så lidt tid!)

Denne dag forløber mere afslappet. Jeg har vænnet mig til stedet og til at tale med læserne. Det går skide godt og lynhurtigt er dagens tre goodiebags væk!

Benedicte med bloggen boghjemmet kigger forbi. Hun gav Forbandelsen over Laitana den aller første anmeldelse og endda en anmelde til 5 stjerner – har du ikke læst den? se den her: Boghjemmet. Det var virkelig hyggeligt endelig at møde Benedicte, selvom jeg ikke kunne kende hende med det samme. Forbandede Instagram og deres små profilbilleder!

Denne dag går stærkt. Jeg taler kort med Mikkel Wendelboe og får en sej plakat med hjem til min datter – DINOSAUR!!! Emma Hyldgaard, der også en bogblogger, kommer forbi efter et af de eftertragtede net og sender senere en sej tegning af Linea – jeps, fanart!!! Jeg får også en snak med forfatter J. L. Stricker, der har udgivet Cyprianus Heksens Bog på sit eget forlag, Den Grønne Drage. 

Inden dagen for alvor er slut, gør jeg weekendens sidste indkøb. Exilium trilogien af Linette Harpsøe. Panteon-sagaen af Boris Hansen. Fortællingen om Ibis hos Forlaget Forår af forfatter Sophie Heiberg. Og en masse bogmærker!

Da klokken slår 16:00, pakker vi lynhurtigt standen sammen og begiver os ud mod bilen. Vi er trætte. Børnene er trætte. Turen hjem er lang. Men det har været en god weekend. 

Det tog os nogen dage at komme ovenpå igen. Men det er vi nu. Vi klarede det! Jeg klarede det. Jeg klarede min egen stand. Jeg klarede min angst for mennesker. Jeg klarede min angst for det ukendte. 

Vi ses næste år, Esbjerg.